8 overskrifter, du skal have med i dit CV
Der findes utallige opskrifter på, hvordan man skriver et vinder-CV. Nogle vælger at indspille en film om sig selv, mens andre benytter papir med guldtryk. Der er intet til hinder for at smøre hele farveladen ud over dit CV, men hos Jobway anbefaler vi dig alligevel at benytte et klassisk opstillet CV. Mantraet skal lyde: Nemt for rekrutteringsmedarbejderen at læse.
1. Karrieremål
Beskriv kort dine mål for din karriere, enten udtrykt ved den viden og de erfaringer, du ønsker at udvikle i dit professionelle virke, eller ved titlen på den stilling eller funktion, du gerne vil have.
2. Uddannelser
Anfør din højeste gennemførte uddannelse. Hvis du f.eks. har taget en universitetseksamen, behøver du ikke medtage ungdomsuddannelsen. Anfør navn på skole, tidsperiode, sted samt navn på kurser og uddannelser. Vedlæg gerne en kort beskrivelse af uddannelsens indhold.
3. Ansættelser
Anfør dine seneste ansættelser. Hvis du har haft mange ansættelser, behøver du ikke medtage dem alle sammen. Anfør funktion, virksomhedens navn, sted og ansættelsesperiode. Tilføj gerne en kort beskrivelse af virksomheden, samt hvad din stilling indebar.
4. Praktiske erfaringer
Her har du mulighed for at fortælle, hvis du f.eks. arbejder som i en frivilligorganisation, driver egen virksomhed ved siden af, har været fodboldtræner for et lilleputhold m.v.Også her skal du huske at anføre din funktion, organisationens navn, sted og tidsperiode.
5. Kompetenceudvikling
Under denne overskrift anfører du kurser, du har gennemført efter din grunduddannelse. Det kan være alt lige fra aftenkurser og seminarer til videreuddannelse som led i et ansættelsesforhold. Stadigvæk skal du huske at anføre kursets navn, formål og indhold, uddannelsesinstitutionens navn, sted og tidsperiode.
6. Sprogkundskaber
Arbejdsmarkedet bliver mere og mere internationalt, og mange virksomheder er derfor på udkig efter medarbejdere med sprogkundskaber. Skriv, hvilke sprog du behersker i skrift og/eller tale, samt på hvilket niveau du befinder dig (f.eks. "godt" eller "rimeligt").
7. Computererfaring
I dag er computererfaring en helt ufravigelig forudsætning for de fleste stillinger. Anfør derfor, hvilke programmer du behersker, samt niveau. Hvis listen bliver for lang, kan du altid anføre programtyper, f.eks. Office-pakken, DTP-programmer, webformater m.v.
8. Referencer
Her er meningerne delte. Nogle mener, at man skal anføre referencer, mens andre mener, at man skal skrive "referencer fremsendes efter anmodning". Spørg dine referencer, hvad de synes. Det er vigtigt, at du har et godt forhold til dem og ikke misbruger dem.
Og sidst men ikke mindst: Husk dine egne kontaktoplysninger i sidehovedet.
Pøj pøj!
Fokusér på din karriere
Ved hjælp af vores tjenester:
- Their Way Find inspiration hos erhvervslivets topfolk
- Karriereråd Tip og råd til at tage næste skridt
- Jobway-TV Karriere-relaterede filmklip
- Nyhedsbrev Udsendes per mail én gang om måneden
- CV-skadestuen:
Tip om Jobway
Kender du én, der er på udkig efter et nyt job?








