Jobway.dk
Blog
2010-05-03
E-mail: Hjemmesiden:
Facebook gør alle til malere
René Magritte er i mine øjne en af verdens største malere. Hans surrealistiske billeder tematiserer, hvad der gemmer sig under overfladen. Nærmere bestemt handler de om det, der gemmer sig under huden på mennesker. Du kender måske billedet af manden med et jakkesæt og en bowlerhat, som har et æble foran ansigtet? Æblet kan ses som et symbol på, at vi alle bærer masker. Vi skjuler ofte vores indre tanker for omverdenen. Dette er i dag vigtigt for at kunne fremstå bedst muligt i forskellige sociale sammenhænge. Men hvad i alverden har denne reference til en død belgisk maler dog at gøre med Facebook og karriere, kunne den vakse elev spørge? Slap af kære læser. Det kommer.
Det er i dag vigtigt at kunne gøre et godt førstehåndsindtryk. Tendensen er, at de yngre generationer bruger stadig mere energi på at iscenesætte sig selv, fordi kravet om at fremstå succesfuld er blevet mere trykkende. Fænomenet Facebook er i forlængelse af dette blevet til et ’digitalt visitkort’. Med de billeder vi uploader, de grupper vi melder os ind i, de status-updates vi laver og de interesser vi har, ’maler’ vi et billede af os selv. Som manden med jakkesættet og bowlerhatten bærer vi en maske. Vi fremstiller et idealiseret billede af os selv på Facebook. Det billede som vi ønsker, at omverdenen skal have af os. Som tænkt eksempel kunne det for mig betyde i praksis, at jeg hellere vil skrive i status-feltet: ”Jeg har fået nyt job som karrierekonsulent for Jobway”, end jeg ville skrive: ”I går var jeg stiv, og jeg sked i bukserne på Nordhavn Station”. Disse to eksempler markerer fint forskellen på at være ’succesfuld’ og blot ’fuld’.
Ligesom der indenfor kunsten findes gode og dårlige malere, findes der på Facebook folk, der er bedre end andre til at male deres selvportræt. Facebook er i dette perspektiv et samsurium af alt fra verdenskunstnere til jammerlige klatmalere.
Mange arbejdsgivere tjekker ansøgerens Facebook-profil, inden de kalder til jobsamtale. Tænk derfor en ekstra gang over, hvordan du sælger dig selv. Jeg vil til enhver tid anbefale, at du gør din væg ’privat’, så nysgerrige sjæle ikke kan se din profil. På denne måde er du på den sikre side, hvad enten du maler som René Magritte eller som en tankeløs 5-årig med en kasse fedtefarver. Hvis du ikke gider at være succesfuld, kan du på denne måde i det mindste være fuld i fred (hvor definitionen af fred selvfølgelig er med dine 500 ’tætte’ Facebook-venner, som juridisk set er i deres fulde ret til at bruge alt materiale du poster).
| Tip en ven | Kommentarer (0 st) |
Fokusér på din karriere
Ved hjælp af vores tjenester:
- Their Way Find inspiration hos erhvervslivets topfolk
- Karriereråd Tip og råd til at tage næste skridt
- Jobway-TV Karriere-relaterede filmklip
- Nyhedsbrev Udsendes per mail én gang om måneden
- CV-skadestuen:
Tip om Jobway
Kender du én, der er på udkig efter et nyt job?








